Betragtere:

 

    
Moderne udgave af Wheatstone stereoskop.

Sir Charles Wheatstone konstruerede det første stereoskop i 1838. Konstruktionen og nogle stereoskopiske billeder tegnet af simple geometriske former blev offentliggjort i en artikel: ”On some remarkable, and hitherto unobserved, Phenomena of Binocular Vision”.

    
Brewster stereoskop.

Dette stereoskop er lavet af Antoin Claudet, London.
I 1849 afleverede Sir David Brewster en afhandling til the Royal Scottish Society of the Arts, hvori han beskrev forskellige linse-stereoskoper og dermed princippet med to prismeformede linser, som siden blev det dominerende design. Ved verdensudstillingen i 1851 forærede Brewster dronning Victoria et smukt stereoskop med stereo daguerreotypier. Det blev det store gennembrud for stereoskopiske billeder, der nu kunne masseproduceres efter offentliggørelsen af kollodiumprocessen (vådpladenegativer).
Claudet sendte et stereoskop til den russiske zar, som kvitterede med en stor diamantring.
Daguerreotypiet foran stereoskopet er optaget i London 1856.

    
Holmes stereoskop.
Det åbne stereoskop, som amerikaneren Oliver Wendel Holmes beskrev i 1868, blev hurtigt populært og produceret i meget stort antal bl.a. af firmaerne Underwood & Underwood og Keystone View Co., som begge fremstillede stereoskopbiller i 100 tusindendevis.
De to kileformede linser på stereoskopet ovenfor kan udskiftes med en lup til at se f.eks. forstørrede postkort.
Billederne er fra en populær Underwood & Underwood serie med motiver fra Niagara Falls.

    
Fangel stereoskop.
Peter Lorents Fangel, en af de mest produktive danske stereoskopfotografer, fremstillede også stereoskoper af Holmes typen.
Det falmede billede på stereoskopet viser Fangel med to døtre. Desværre var den tekniske kvalitet af danske billeder ikke altid i top. Det andet billede viser hele Fangel familien i gang med at fremstille stereoskoper. Billedet er taget af Odense fotografen Hans Hansen.

    
JPA stereoskop.
Jens Poul Andersen, også kaldet Nellerødmanden, fremstillede nogle meget smukke stereoskoper af Holmes typen. Det viste er formentlig fra omkring 1900. De blev forhandlet af Peter Elfelt, der med et ”Stereoskopgalleri” på mere end 8000 billeder er den mest produktive danske stereoskopfotograf.
Nellerødmanden fremstillede også kameraer, kinooptagere og måske verdens første småbilledekameraer til 35 mm film, det første i 1918. Nellerødmandens værksted er udstillet på museet Kongensgave i Helsinge.
Billedet på stereoskopet er et Elfelt billede, der viser Christian IX, som spiller whist med sine tre døtre. Billedet foran er et af Elfelts ”dristige” badebilleder.

    
ICA magasin stereoskop
ICA (efter 1926 Zeiss) lavede stereoskoper hvor et sindrigt mekanisk system kunne skifter billeder fra et magasin. I bunden er der tre skuffer med plads til 12 magasiner med hver 25 glasplader 45 x 107 mm (Verascop format). Stereoskopet er fra omkring 1920.
Der blev også fremstillet magasin stereoskoper til de mere almindelige billeder 7” x 3½” (ca. 175 x 90 mm), hvor billederne sidder på et fortløbende bånd, så de successivt kan drejes ind i synsfeltet.

    
Realist stereoskop.
Efter anden verdenskrig fik stereoskopfotografering en ny opblomstring med Kodachome diapositivfilm og bl.a. Realist systemet fra David White Company. Realist systemet omfattede kameraer, monteringsrammer og udstyr til montering, viewere, apparater til projektion med polariseret lys m.v. Systemet gjorde det lidt nemmere at udføre den vanskelige montering af billederne korrekt. Billedformatet er 23 x 24 mm (5 perforeringer) og rammerne 41 x 101 mm.
I Europa blev der lavet kameraer som det østtyske Belplasca og det franske Verascop f40 til billedformat 32 x 24 mm (7 perforeringer). De er i dag eftertragtede på grund af det bredere format.

    
Viewmaster stereoskoper.
Viewmaster systemet kom ca. 1952 og omfattede både kameraer, viewere og projektionsapparater. Man kunne tage 69 billedpar format 12 x 13 på 35 mm film til montering i de kendte billedhjul. Det var dog salget af billedhjul med motiver fra hele verden, børnefortællinger og tegneserier, der sikrede systemets overlevelse. Billedhjulene er blevet samlerobjekter, nogle af de ældste forhandles til høje priser.
Viewerne og billedhjul fremstilles stadig af Fisher-Price som legetøj.

    

de Wijs stereoskop.
Multiformat stereoskop fra det hollandske firma Hugo de Wijs til 41 x 101 mm rammer eller to 50 x 50 mm diapositiver. 3D udstyret fra de Wijs fremstilles i høj kvalitet i begrænsede serier, og priserne er derefter. Rammerne er RBT-rammer fra Raumbildtechnik GmbH i Tyskland, der fremstiller flotte 3D kameraer og projektorer.

    

Moderne stereoskoper.
De viste stereoskoper er velegnede til at se 3D billeder på en computerskærm og i bøger. Stereoskopet øverst til højre er et Pokescope, som har fået en af ISUs innovationspriser. De to lorgnetter findes typisk indlagt i bøger med 3D billeder.

Scroll to Top